Tak for 35 år!

Så skal den friske luft testes – ude i den friske luft!

  

Hej alle kunder, leverandører, kolleger, venner og familie!

D. 1. juni 1982 blev Ventek Ventilation søsat, og d. 15. september 2017 lægger skibet til kaj for at lade den tidligere kaptajn, som lider af vandskræk, gå tørskoet og sikkert fra borde.

Det har været en lang sejlads med rigtig mange og spændende oplevelser, hvor det har været mig forundt at være omgivet af et hav af dejlige mennesker, som har ladet som om, at jeg opførte mig helt normalt. Jeres overbærenhed har jeg sat virkelig stor pris på!

Dem der kender mig ved, at et stop i firmaet efter 35 år kunne medføre en lavine af ord om hele forløbet, men det vil jeg skåne Jer for. Dog vil jeg oplyse, at 35 år selvfølgelig ikke passerer med lutter positive oplevelser. Der har været et par bump undervejs med hensyn til menneskelige relationer ude i samfundet, hvor lidt skuffelse har sneget sig ind, samt et par dræn i finanserne, hvor vi dog aldrig så bunden af pengekassen.

Men når alt skal gøres op, har de positive oplevelser været i voldsomt stort overtal. Og det har alle, der er nævnt i øverste linje, bidraget til. Stor tak til Jer alle, som positivt har krydset min vej i hele forløbet!

En af de begivenheder, der har medført, at det har været nemmere at slippe tømmen, er vores optagelse af airteam A/S som hovedaktionær. Alle medarbejdere har beholdt deres job, fremtiden tegner lys i dette selskab og undertegnede med frue kan slappe af med ro i sindet.

Sidst, men langt fra mindst, skal omtalte frue, som til daglig hedder Kirsten Houmann, have æren for at have holdt sammen på alt! Uden hendes rolle som mit servicemodul, var luften for længst gået af ballonen. Og af ventilationsfirmaet!   

Tak alle sammen!

Benny Dahl Houmann


NB.

Skulle nogen få den tanke, at privatpersonen Benny Dahl Houmann skal kontaktes, kan det ske på:

Mobil: 2264 4150

Mail:   bh17@outlook.dk


 
Dato:  15-09-2017
 
Tilbage,Tilbage

Ventek Ventilation - Vestervej 52, 9240 Nibe - Tlf.: 9637 7575 - mail@ventek-as.dk - CVR.nr.: 20 95 32 33